
Nye 2025-klimakrav skal gælde for de fleste typer bygninger.
Byggebranchen skal være mere bæredygtig og nedbringe CO2-udledningen. Derfor strammes klimakravene til byggeriet markant fra sommer 2025. Stramningen af klimakravene i 2025 er en betydelig stramning i forhold til grænseværdien på 12,0 kg CO2e/m2/år fra 2023, hvilket er positivt for den grønne omstilling af byggesektoren.
Nødvendigt med god planlægning
Det bliver derfor stadig mere påkrævet, at byggerierne planlægges grundigt , inden opførelsen kan påbegyndes. Såkaldte LCA-beregninger skal indgå som en integreret del af designprocessen og være en styrende parameter. Når et byggeri først er i gang på byggepladsen, uden at der er styr på materialevalg og klimaaftrykket, vil det være vanskeligt eller helt umuligt at overholde kravene.
Byggeprocessen skal nu medregnes
Som noget nyt skal byggeprocessen også regnes med. Det gælder blandt andet transport til, fra og på byggepladsen, energi- og brændselsforbrug og materialespild på byggepladsen. Kravet er at holde sig under 1,5 kg CO2e/m2/år, og det vil yderligere stille store krav til beregning, planlægning og gennemførelse af projekterne.
Gælder flere typer bygninger
Aftalen lægger op til strammere krav med grænseværdier for næsten alle bygningstyper, herunder også enfamiliehuse og etageboliger. Som udgangspunkt vil kravene være højest til de byggerier, der lettest kan bygges bæredygtigt.